Hent gevinster til din kommune ved brugen af FLIS

Alle FLIS kommuner kan nu begynde at foretage benchmarking i FLIS og fokus er derfor på kommunernes udbytte af ibrugtagningen.

Områderne økonomi, borger og skole kan nu i vid udstrækning bruges i forbindelse med benchmarking, og ældre- og personaleområdet forventes ligeledes klarmeldt i 2. kvartal 2014.

KL og KOMBIT har været igennem en omfattende datavalideringsproces, hvor ca. 30 kommuner har deltaget i datavalideringsmøder. De foreløbige tilbagemeldinger er overordnet positive og derfor bliver fokus nu rettet mod at sikre, at kommunerne opnår størst mulige gevinster ved brugen af systemet.

KL og KOMBIT inviterer fire kommuner til at deltage i et intensivt ibrugtagningsprojekt i starten af det nye år. Alle kommunaldirektører i de 77 FLIS kommuner modtog i sidste uge en invitation til at deltage og en beskrivelse af projektet.

Projektet skal synliggøre værdien af FLIS for alle kommuner

Ibrugtagningsprojektet er målrettet kommunens øverste ledelse og har fokus på direktionens og fagchefernes udbytte af FLIS, herunder hvordan systemet bidrager til overblik og håndtering af den enkelte kommunes styringsudfordringer.
Projektets overordnede formål er at synliggøre nytteværdier ved brugen af FLIS, herunder sikre at viden, erfaringer og konkrete eksempler fra de deltagende kommuner bliver videreformidlet til de øvrige FLIS kommuner, således at alle FLIS kommuner aktivt understøttes i at tage FLIS i brug i 2014.
Der er i projektet fokus på de kommunespecifikke behov til ledelsesinformation og benchmarking, hvorfor det bliver fire individuelle forløb, der tilrettelægges i tæt samarbejde med kommunernes direktion og ledelse.

Kommunernes gevinster ved projektdeltagelse

For de fire deltagende kommuner er der en række gevinster at hente ved at deltage i projektet. Kommunerne får bl.a. processtøtte til identificering af aktuelle styringsudfordringer, der kan adresseres ved øget brug af ledelsesinformation – særligt FLIS, og processtøtte til at udvikle kommunespecifikke rapporter og til at styrke samarbejdet mellem ledelse og analysemedarbejdere omkring anvendelsen af FLIS.

I andet kvartal 2014 planlægges to FLIS informationsdage, hvor blandt andet resultaterne af dette ibrugtagningsprojekt vil blive præsenteret i form af konkrete eksempler på anvendelse og benchmarking og
mulighed for at opnå et godt udbytte i brugen af FLIS.

Interesse for deltagelse i projektet

KL og KOMBIT håber på stor interesse for at deltage i projektet. KOMBIT og KL vil udvælge de fire kommuner på baggrund af interesse, modenhed, repræsentativitet og mulighed for at deltage i projektforløbet primo 2014.
Hvis du ønsker mere information omkring ibrugtagningsprojektet, er du velkommen til at kontakte FLIS projektleder, Thomas Mørk Glintborg TRG@kombit.dk tlf. 23 27 58 76 eller Implementeringsansvarlig Nicolai Juel Vædele NJV@kombit.dk tlf. 21 37 19 89.
Tilmeldingsfristen til projektet er d. 16. december 2013.